
“Balance”
Grønnegade 6
Dette maleri er inspireret af verdensmål #11 ‘Bæredygtige byer og lokalsamfund’
Værket er udført af Hans Krull og Peter Birk, Danmark
“Balance”
Selve tanken omkring værket er byen, naturen og mennesket.
Vi ønsker, at beskueren frit kan tolke vores værk. Al kunst kan opleves forskelligt fra person til person. Når det går bedst, kan værker give os en aha-oplevelse og udvide vores horisont. Det er netop det, der er vores forhåbning med vores værk. Tolkningen er op til den enkelte beskuer, men der er ihvertfald et tbalance-tema i maleriet.
Storm P. udtalte engang, at når kunst kræver forklaring, er der altid noget muggent ved den!
Grunden til at vi maler er simpelthen, at vi ikke er gode til at sætte ord på det, vi kan udtrykke med penslerne. Var vi det, havde det været bedre, om vi var blevet forfattere eller poeter.
Peter Birk og Hans Krull lever begge deres liv med en pensel i hånden. De er begge meget produktive og har en omfattende kunstnerisk produktion bag sig, både sammen og hver for sig. Og deres kreative proces er på mange måder ens: Det går hurtigt, det er vildt og det kræver ikke for megen planlægning. De komplementerer hinanden fantastisk godt, og i deres kreative samarbejde bliver én plus én nemt til tre!
Deres baggrunde og aldre er imidlertid meget forskellige.
Hans Oldau Krull er født den 21. januar 1952 i Svendborg. Han er kendt som grafiker, maler og billedhugger. Krull blev uddannet på Aarhus Kunstakademi i 1969-70 og siden som grafiker på kunstakademiet i Krakow i Polen, hvor han studerede 1974-77. Krull kalder sig selv "en provinsiel kosmopolit" og er forbundet med Aarhus, både i kraft af sit lange kunstneriske virke i byen og de mange værker, han har begået i gadebilledet, heriblandt "Mågekysset" i Fiskergade (1985), de tre statuer foran Hotel Royal og den udendørs udsmykning af Caféen Under Masken, der har til huse i kælderen under hotellet.
Peter Birk (født 1985 i Hedensted), er autodidakt kunstner, rekrutteret ud af graffitimiljøet. I mange år bestod Peter Birks liv mest af at male graffiti. Han dyrkede det på et seriøst plan og var kendt i graffitimiljøet i både ind- og udland. Han var også kendt i flere danske fængsler, da det ikke altid lykkedes at undslippe lovens lange arm.
Han har siden etableret sig som kunstner med mange års erfaring på både den danske og internationale street art-scene og han har skabt sig et anerkendt navn inden for street art-kulturen i Danmark og resten af verden.
Han arbejder ofte i serier med motiver der gentager sig. Nogle gange krukker, palmer og ornamentik. Andre gange måner, marker og bjerge. Sammen med Hans Oldau Krull har Peter Birk bl.a. arbejdet på flere kæmpemalerier på Aarhus Ø. Han er også stifter og medejer af Galleri Grisk, der er et utraditionelt galleri med en mission om at give steder og miljøer en ny betydning via formidling af street art.
Dette værk er blevet til med støttet fra:
Kronprins Frederiks og Kronprinsesse Marys Fond, Knud Højgaards Fond, Stibo-Fonden, Spar Nord Fonden, Per og Lise Aarsleffs Fond, Axel Muusfeldts Fond, Reisby Fonden, C.A.C. Fonden, Vilhelm Kiers Fond, Hotel Atlantic, Sparekassen Kronjylland, Loxam, Flügger, Aarhus Kommune - Kultur og Borgerservice.